Årligt nyt :-)

Snart 4 år!!

Tja, som tiden dog går..... Jeg har ikke fået skrevet et helt år....
Men jeg har også meget travlt. Jeg er i børnehave hver dag og leger med mine venner. Sebastian holder godt nok ferie, og det er jeg noget ked af, men jeg leger bare med de andre. Jeg kan godt lide at vippe, gynge på den store gynge, køre i gocart eller cykle, rutche og lege med sand. Når vi er inde, elsker jeg at lege med biler, toge og lego, at tegne, lave perleplader, klippe papir, lægge puslespil og rende og lege med de andre børn.

Min mor og jeg går til gymnastik sammen. Sæsonen er godt nok slut, men vi skal i gang igen i den nye sæson. Det er rigtig sjovt og også lidt svært. Jeg kan rigtig godt lide den kæmpe store hoppepude og den store rutchebane. Jeg øver mig i at gå på line, og jeg skal have lært at slå kolbøtter.

Herhjemme har jeg også nok at se til. Mine forældre er ved at lave en legeplads til mig ude i haven, og jeg hjælper lidt og holder øje med, om de gør det ordentligt. Mit Thomas Tog, min sandkasse og mit gyngestativ skal stå der. Gyngestativet har jeg fået i fødselsdagsgave af mor og far, så det skal gerne være sat op inden min fødselsdag. Der skal vi også have min børnehavestue på besøg, så haven skal gerne være klar inden. Jeg plukker tomater i drivhuset hver dag, og kigger også om der er andet godt i haven. Ellers er jeg travlt beskæftiget med at bygge togbaner, både i Brio og i Lego. Jeg skal godt nok rydde dem op engang i mellem, men så bygger jeg bare en ny senere.

Jeg går forresten ikke længere med ble. Jeg aftalte en dag med Lis i børnehaven, at jeg ikke skulle have ble på dagen efter. Det gik rigtig godt, jeg havde et par enkelte uheld den første uge, men derefter er det gået næsten uden uheld. I weekenden holdt jeg også op med at bruge ble om natten, og det er gået godt indtil nu.

1. august 2011
© 2007 - Vibeke & Michael